Hvad skal spilleren gøre ved lynnedslag (info taget fra Dansk Golf Union!)
Sommeren er på sit højeste, og det betyder også, at sæsonen for tordenvejr og livsfarlige lyn er begyndt. Det sker desværre engang imellem, at golfspillere bliver ramt af et lyn på golfbanen.
Husk derfor at minde alle medlemmer og gæster om, at en golfbane kan være et farligt sted at befinde sig i tordenvejr. Bulder og brag i det fjerne skal tages alvorligt. Som golfspiller bevæger man sig rundt på et forholdsvist fladt areal og har samtidig medbragt sin egen antenne, i form af golfkøller, der potentielt kan tiltrække lynene.
Hvad skal man gøre?
Hvis en golfspiller overraskes af et tordenvejr uden mulighed for at søge inden for i et hus eller en bil, bør vedkommende søge til det laveste punkt i det nærmeste terræn og sætte sig på hug med samlede fødder og hovedet mellem benene. I denne stilling rager man ikke så højt op, og man rører kun jorden ét sted. Man skal passe på med at opholde sig tæt på træer, selvom det kan være fristende, da tordenvejr ofte bringer store regnbyger med sig. Hvis jeres golfklub har huller, der ligger flere kilometer væk fra klubhuset, kan I overveje at bygge et læskur, så spillerne hurtigere kan komme i sikkerhed. Det er dog vigtigt at understrege, at læskure kun giver sikkerhed, hvis de er udstyret med lynbeskyttelsesanlæg.
Forhåbentligt ligger det dybt forankret i alle golfspillere, at de ved, at det er farligt at spille, når det lyner. Men husk alligevel at minde om at søge væk fra golfbanen allerede ved den første rumlen i det fjerne.
For mere information om tordenvejr kontakt banekonsulent Allan Brandt på +45 4326 2695 eller på mail: abp@dgu.org.